2012 var solcellernes år. Men 2013 kommer til at tilhøre varmepumperne. Efter at regeringen i slutningen af 2012 indførte en afgift på omkring 5.000 kr. om året til alle nye solcelleejere er installationen af solceller faldet lige så hurtigt som interessen i varmepumper er steget. Nu kan en varmepumpe nemlig være en bedre investering end et solcelleanlæg.
Hvad er en varmepumpe?
En varmepumpe består af fire dele:
- En fordamper, der optager varmen fra luften udenfor
- En kondensator, der afgiver varmen igen
- En kompressor, der hæver temperaturen, dette er delen der kræver strøm for alvor
- En termoventil, der regulerer mængden af kølemiddel
De fire dele i sammenspil skaber et apparat, der udnytter den oplagrede solvarme i luften udenfor. En moderne varmepumpe kan udvinde varme helt ned til minus tyve grader, og den danske vinter er derfor ingen undskyldning for ikke at spare penge med varmepumpen.
Kort sagt fungerer varmepumpen således: Energien optages fra luften udenfor, hvilket får kølemidlet til at koge og eventuelt fordampe. Denne damp presses i kompressoren sammen, hvilket får trykket til at hæve og ultimativt temperaturen til at stige. Dette skaber varm luft eller varmt vand inde i huset. Cirklen startes forfra ved, at kølemidlet igen afkøles og bliver til væske gennem termoventilen.
En varmepumpe kan i dag installeres som ren Plug & Play, hvor man blot sætter pumpen til, hvorefter den skaber varme. Idéen er naturligvis at spare penge, da varmepumpen tager varmen udefra og lukker den ud inde i huset i stedet for, at man betaler i dyre domme for elopvarmning eller et oliefyr.
Hvor meget koster en varmepumpe?
Investeringen i en varmepumpe er meget lille kontra eksempelvis et solcelleanlæg eller et jordvarmeanlæg. For en luft til vand varmepumpe, der er lidt hurtigere end en luft til luft varmepumpe, skal du fra de bedste producenter ikke betale meget over 20.000 kr. inklusive installation.
En billigere luft til luft varmepumpe fra en billigere producent – mere herom i næste afsnit – kan købes for omkring 10.000 kr.
Hvad man betaler mere for er blandt andet følgende:
- Længere levetid. Dyrere varmepumper består af bedre og stærkere komponenter.
- Højere effekttal. En dyr varmepumpe er typisk også mere effektiv end en billig.
- Intelligent kalenderstyring, så varmepumpen tilpasser sig dagen og kalenderen for familien.
Effekten på en varmepumpe måles med COP-tallet, det såkaldte effekttal. Dette angiver, hvor mange kW varmepumpen producerer, når den får 1 kW. Et effekttal på fx 4.5 betyder, at varmepumpen skaber 4.5 kW energi, når den bruger 1 kW. Des højere et effekttal, des mere økonomisk er varmepumpen også. Større og dyrere varmepumper fra anerkendte producenter yder ofte op imod 5-6 i COP-tal selv i versioner tilpasset private forbrugere.
Den indledende investering med en varmepumpe bør ikke have det samlede fokus. Se på tallene på en årrække over fx 20 år, hvor den dyre, men effektive varmepumpe vil vise sin værdi kontra den billige værdi. Et populært udtryk siger, at man “ikke må gå ned på udstyr”. Med varmepumper kan det helt konkret betale sig at købe en dyrere varmepumpe, der på langt sigt sparer en for flere penge.
Man kan regne med at skære 40-70% af ens varmeregning, hvis man skifter fra elvarme, oliefyr, træfyr eller lignende og til en moderne og højeffektiv varmepumpe. Tilbagebetalingstiden for en varmepumpe ligger på omkring 2-4 år alt efter situation, hvorefter det er ren profit at have varmepumpen kørende
Luft til vand og luft til luft
Der findes to typer af varmepumper:
- Luft til vand: Denne varmepumpe frigiver varmen i form af varmt vand inde i huset. Dette er den dyreste type varmepumpe. Til gengæld kan den spare en for mange tusinde kroner om året i varmeregning.
- Luft til luft: Denne varmepumper frigiver varme i form af varm luft. Luften bliver først ført gennem et par filtre hvor støv og pollen sorteres fra. Bidrager til et tempereret og behageligt indeklima.
Moderne og dyrere varmepumper kan opvarme både luft og vand. De traditionelle varmepumper opvarmer alene en af de to.
Hvorfra skal jeg købe min varmepumpe?
På det danske marked findes der et tocifret antal producenter af varmepumper. Især 3 er værd at fremhæve som gode bud på hvorfra du skal købe din varmepumpe:
Panasonic – Den største del af det danske marked for varmepumper sidder Panasonic på. Producenten laver både luft til luft varmepumper og luft til vand varmepumper og gør dette så godt, at mange montører og installatører næsten udelukkende fører Panasonics varmepumper.
Bosch – Tyske Bosch sidder med en mindre del af markedet, men laver stadig meget effektive og moderne varmepumper i et prisleje lig det Panasonic har. Både Bosch og Panasonic kan nævnes, når snakken falder på sikre valg og dygtige producenter.
Danfoss – Danske Danfoss er også et meget populært valg. Prisklassen ligger omkring eller lige over Bosch og Panasonic, men man får stadig meget for pengene, heriblandt kalenderfunktioner, elektroniske drypbakker og et fænomenalt lavt støjniveau.
Af billigere producenter kan blandt andre nævnes Mitsubishi.
Du kan få mere rådgivning om at vælge den korrekte varmepumpeproducent af den person, du har udset til at skulle gennemføre installationen af anlægget.
Halfdan Timm
Nyeste indlæg af Halfdan Timm (se alle)
- 4 måder at mindske dit CO2-forbrug på - 12. februar 2013
- 8 måder at minimere brugen af papir på - 29. januar 2013
- Varmepumper – Hvad er, hvad koster og hvem laver varmepumper - 19. december 2012